Johan Huss. (1)
____
I året 1369, mens Wicliff kæmpede sin hårde kamp i England, fødtes Johan Huss (eller rettere Johan
af Husiness) i den lille landsby Husiness i Bøhmen – et land, som på grund af sine religiøse og
politiske kampe længe har været betragtet med den dybeste interesse.
Historien beretter os intet nærmere om hans børneår. Vi kunne blot i tanken forestille os
bondedrengens hjemlige hytte i det skønne bjergland, den stille landsby, hvor de eneste bygninger,
der ragede op over de lave hytter, var klosteret og Nikolaus af Husiness` borg; denne var egnens
herre og reformatorens senere beskytter og ven. Vist er det, ifølge hans egne ord senere i hans liv, at
der intet var i Huss` opdragelse eller omstændigheder, der var beregnet på at hæve ham over den
ydmyge stilling, hvori han var født; men hans alvorlige, tankefulde væsen og hans tørst efter
kundskab viste allerede tidligt hans forældre, at deres søn ikke var noget almindeligt barn. Han
slugte snart al den lærdom, som det nærliggende kloster kunne yde ham; og da han forgæves havde
bønfaldet de forhærdede munke om at lære ham de døde sprog, som de selv intet kendte til, drog
han bort for at fuldende sine studier ved universitetet i Praschaliss. Der fordybede han sig i studiet
af klassikerne med al den iver, som et menneske kan vise, der har nået et længe forønsket mål; og
ikke tilfreds med den kundskabsmasse, han kunne samle ved et mindre universitet, forfærdede han
sin moder ved sin hjemkomst med de ord: ´Med Guds hjælp vil jeg endnu besøge Prag.`
Dette ønske blev ikke utilfredsstillet; han fandt mægtige venner tilbøjelige til at hjælpe ham, og
universitetet i Prag åbnede sine porte for den fattige student, der skulle knytte sit navn så fast til det.
Der fandt han meget, der smertede ham. Med iver greb han efter alle de ny lettelser for studiet, som
universitetet tilbød ham, og ofte fordybede han sig i timevis i et eller andet kosteligt håndskrift.
Men ikke engang hans hengivenhed for studierne kunne forebygge, at hans Gudfrygtige og
alvorsfulde ånd ofte måtte føle den dybeste smerte over de bespottelser og forsmædelser, hvormed
tankeløse eller forvovne medstuderende overøste alt, hvad han anså for helligt. Men den skarpeste
brod i disse forhånelser var overbevisningen i hans egen sjæl om, at han ikke kunne kaste dem bort
som aldeles ugrundede. Forargelserne i kirken var åbenbare for alle dem, der ikke med fri vilje
lukkede øjnene. Fra alle sider hævede der sig råb om forbedringer. Tiggerordnerne der var blevet
oprettede i det håb at vække og anspore de ordensgejstlige, var selv blevet en af tidsalderens mest
fremtrædende vederstyggeligheder, indtil endelig navnet tiggermunk var blevet enstydigt
rovbegærlighed og lovløshed. Sognepræsterne stod næppe i nogen henseende højere. Imidlertid
vankede folket om som får uden hyrde og blev et let bytte for de mange sekterere, der var udbredte
over hele Europa, og bekendte sig til alle slags troslærdomme, lige fra ´De fattige mænd i Lyon` til
´Apostelsektens` og ´Den frie ånds brødres` vilde mysticisme.
Det var for meget sagt at påstå, at der ikke var nogle lyse punkter i dette mørke billede. Der var
uden tvivl indenfor den romerske kirkes grænser lærde og fromme mænd – levninger af de sande
troende – mænd som Johan Tauler*), der var bedre end deres tid. Men hvor sygdommen har
angrebet den inderste rod og kerne af et system, er dens fremskriden vis, og den vil til sidst blive
skæbnesvanger, og kirkens store kerne, pavedømmet, var håbløst fordærvet.
_____________
*) En særdeles from og lærd tysk gejstlig i det fjortende århundrede. Han tilbragte den sidste del af sit liv i Dominikanerklosteret i
Strasburg, hvor han døde i året 1861.
Denne højeste værdighed, der efter manges overdrevne og tåbelige indbildning skulle være en
afskygning af Guds Fadergodhed på jorden, var især i den sidste tid bleven vanhelliget ved den ene
uværdige besidder af den efter den anden; og netop i dette øjeblik bares pavetronen af to paver, som
hver især påstod, at han var Kristi ufejlbare vikarius.
Disse genstande var det, som Huss hørte drøftes i hans tidligste studenterdage i Prag. Om deres
gradvise virken på hans ånd har han kun efterladt sig få meddelelser; og hvor meget vi end ønsker at
følge hans indre livs udvikling i denne vigtige periode, må vi dog lade os nøje med de sparsomme
efterretninger. Når den første spire af tvivl, om også alt stod vel til med kirken, blev nedlagt i hans
sjæl, er det umuligt nøjagtigt at afgøre. Megen sjælelig smerte kostede det ham uden tvivl, før han
måtte indrømme muligheden af vildfarelse i kirkens lære og vedtægter. Det er let nok for os at tale
om Middelalderens fordærvelse og at anse det for ganske naturligt, at en sanddru og forstandig
mand befriede sig for dens indflydelse: men for Huss var hans kirke dengang sandhedens grund og
støtte, paven var Kristenhedens fader, hjordens hyrde og vogter, og kirkens skikke og Gudstjeneste
var knyttede til alle hans højeste forhåbninger og dybeste følelser. Bitre må de øjeblikke have været,
da det første gang blev ham klart, at han måtte rive sig løs fra meget af, hvad han havde holdt for
mest helligt, og at han herefter måtte leve frygtet og hadet af sine fordums venner. Dersom vi
nogensinde har tænkt over den fulde betydning af disse Pauli ord: ´Ved mit første forsvar mødte
ingen med mig, men alle forlod mig,` kunne vi forstå, endogså det største menneskes dybe
sjælesmerte, når han kaldes frem for sine fjender og står lige overfor dem. Mange, der nærede den
samme overbevisning som Huss, neddæmpede den af frygt for følgerne af deres tilståelse deraf;
andre lod sig forlede til udskejende voldsomheder i deres stræben efter forbedring; men han
forenede i en mærkværdig grad handlekraft med en rolighed og forsigtighed og et blidt,
kærlighedsfuldt sind, der bevarede ham fra alle yderligt gående forholdsregler.
En historie om ham er bleven bevaret af nogle medstuderende, og den viser hans dybe alvor
allerede i denne tidligere periode. En vintermorgen, da Huss sad aldeles fordybet i St. Laurentius`
liv, forfærdede han sine omværende ved pludselig at stikke sin hånd ind i ilden, der brændte på
arnestedet. De sprang til, og idet de holdt fast på hans arm, spurgte de ham, om han da ganske
havde mistet forstanden. Med roligt og ubevæget åsyn svarede han: ´Jeg søgte blot at opdage,
hvilken del af denne hellige martyrs lidelser jeg havde styrke til at bære;` et svar, som flere af disse
studenter havde årsag til at mindes i senere dage.
For øjeblikket syntes intet mindre sandsynligt, end at Huss skulle kaldes til at træde i den ædle
martyrskares tornefulde spor. Hans liv udadtil var lyst og skyfrit; hans lærdom og veltalenhed havde
gjort hans navn bekendt udenfor universitetets mure; han stod i den højeste gunst hos Sbinko,
ærkebiskop af Prag; og i året 1400 kaldte dronning Sofia ham til sin skriftefader, hvilket gav ham
hyppig adgang til det Bøhmiske hof. Ved universitetet var han efter at have taget magistergraden,
bleven udnævnet til professor og snart efter til formand for det teologiske fakultet. Men hans
berømmelse som prædikant overgik langt hans andre udmærkede egenskaber. I 1402 blev han
udvalgt til at være prædikant ved Bethlehem-kapellet, en bygning, der var bleven opført med det
bestemte øjemed at lette prædiken for folket i det bøhmiske sprog. Her samledes ivrige og
andægtige hobe for at høre hans fyrige prædikener; og så længe han kun angreb lægfolks synder,
kastede hverken ærkebiskop eller præster sten på ham.
En sådan stilling, nået førend det fem og tyvende år, syntes at love et ærefuldt og lykkeligt liv. Men
denne tingenes tilstand kunne ikke vare længe; en ny indflydelse begyndte nu at arbejde på Huss`
ånd, og denne indflydelse kom fra det fjerne England.
Samkvemmet mellem Bøhmen og England havde i den senere tid været hyppigt på grund af Rikard
den Andens formægling med Anna, der var en søster til kong Wenzeslaus af Bøhmen. Universitetet
i Oxford besøgtes som følge deraf ofte af studerende fra Prag, der ved deres hjemkomst bragte
mange af Wicliffs og hans tilhængeres skrifter med.
En af disse hjemvendte studenter, senere velbekendt som Hieronymus af Prag, viste Huss nogle af
Wicliffs skrifter og bad ham om at læse dem. Huss forfærdedes i begyndelsen ved tanken om at
berøre en kætters bøger og bad sin ven om at kaste dem i floden; men til sidst lod han sig overtale
til at kaste et blik i bøgerne og fængsledes da straks af deres hellige iver og de mægtige
åbenbarelser af de onder, der fandtes i kirken. Hans interesse for den engelske reformators
fremstillinger tiltog daglig, indtil hans ven blev urolig og mindede han om, at den skribent, hvis
værker han altid studerede, ved en beslutning af kirkeforsamlingen var bleven dømt til evig straf.
´Jeg ønsker blot,` udbrød han, ´at min sjæl må komme derhen, hvor hans nu dvæler.`
Det er vanskeligt at komme til vished om, i hvor høj grad Huss` anskuelser var påvirkede af
Wicliffs skrifter. Ligesom alle, der havde fået et stort værk at udføre i verden, vidste og følte Huss
uden tvivl meget, som han ikke havde lært af nogen menneskelig lærer. Det lys, ´Som oplyser
ethvert menneske, der kom til verden` havde kastet sine stråler på de mørke punkter i hans sjæl; en
stemme, som han ikke kunne unddrage sig for at følge, havde talt til ham og forberedt hans sjæl til
at bevare den engelske reformators trompetstød. Men hvilke end virkningen af Wicliffs skrifter har
været på Huss` indre liv, så var den kendelig nok i det ydre. Da det blev bekendt, at han læste og
beundrede en kætters skrifter, betragtede folk ham på en anden måde end hidtil, hans stilling i Prag
forandredes, hvad han tidligere kunne have sagt uden fare, fik en ny karakter, når det knyttedes til
dette forhadte navn. Folket hørte ham endnu med glæde, da han med altid tiltagende dristighed
åbenbarede alt, hvad der ikke havde sin hjemmel i den hellige Skrift. På den anden side blev
ærkebiskop Sbinko urolig, og snart forvandledes hans frygt til bittert had mod den usle lærde, der
endog havde vovet at dadle kirkens øversters handlinger.
Imidlertid kom universitetet i Prag daglig i større bevægelse ved dets indre stridigheder. Wicliffs
lære var en frugtbar genstand for strid. Men der var en anden årsag til uenighed, der næppe var
mindre kraftig i sine virkninger: Nationalitetsstridigheder forenede sig med religionsstriden.
Universitetet i Prag omfattede fire nationer: Bøhmere, Sachsere, Bairere, og Polakker; de tre
sidstnævnte var hovedsagelig Tyskere, og benævnedes derfor i almindelighed med dette fælles
navn. Ved alle forsamlinger og anliggender af almindelig interesse havde hver af disse nationer en
enkelt stemme. Det var derfor en let sag for Tyskerne at sejre over Bøhmerne ved alle lejligheder,
da de havde tre stemmer at råde over. Et universitetsråd blev sammenkaldt for at afgøre spørgsmålet
om de nye læresætninger, der var blevne herskende indenfor dets mure; og de tre fremmede
nationer blev enige om at fordømme fem og fyrretyve sætninger, der var uddragne af Wicliffs
skrifter. Bøhmerne var både misfornøjede med denne dom og harmfulde over, at fremmede så let
skulle vinde sejr over dem ved deres eget universitet. Deres fødelands afsondrede beliggenhed,
indesluttet på alle kanter af høje bjerge, gjorde dem hårdnakkede i deres fasthængen ved deres
folkelige rettigheder; og denne følelse forhøjedes og ansporedes endnu mere, da den forbandt sig
med forbedringen i kirkelæren, der altid er gået hånd i hånd med frihedsstræben, i modsætning til
det papistiske systems tilbøjelighed til at lænkebinde ånd og hånd. Huss blev naturligvis anfører for
dette parti. Med varm deltagelse for sine landsmænds folkelige indsigelser, forebragte han kongen
deres besværinger; og han opnåede, at den forordning udstedtes, at Bøhmerne i alle fremtidige
stridigheder skulle have tre stemmer og Tyskerne en. Skønt dette kun var fornyelsen af en gammel
rettighed, var dog det vildeste røre følgen af forordningens offentliggørelse. Universitetet
sønderreves af fejder; studenter mødte studenter, ikke i læresalene eller ved disputatserne, men på
gader og på broer og kæmpede mod hverandre, kirkelige mod Wicliffianere, Tyskere mod
Bøhmere. Til sidst forlod i året 1409 de fleste af det Tyske parti Prag og grundlagde et indenlandsk
universitet i Leipzig.
Huss blev kort efter udvalgt til rektor for universitetet i Prag. Hans indflydelse og anseelse var
blevne end mere forøgede ved de sidste uroligheder. Forgæves anråbte ærkebiskoppen kongen om
hans bistand til at styrte reformatoren. Wenzelaus havde megen hengivenhed for Huss og svarede
kun ærkebiskoppen på alle hans formaningstaler: ´Så længe mester Huss prædikede mod os af
denne verden, glædede I jer og erklærede, at Guds Ånd talte i ham. Nu er det eders tur.` I dronning
Sofia havde reformatoren en hengiven ven; hun lyttede med andagt til hans lære og lod ham ofte
hente for at læse og forklare den hellige Skrift for hende. For øjeblikket var han altså sikker for sine
fjenders ondskab og prædikede dristigt for alle dem, der ville høre ham.
Huss` prædikener var ikke lærde taler; de var brændende opråb til folkets hjerte og samvittighed.
Hans sind var især blevet henvendt på de fattiges og uvidendes nød som en følge af hans ansættelse
i året 1402 som prædikant ved Bethlehems-kapellet, hvilket netop var grundlagt til deres belæring;
og vi kunne for en stor del tilskrive denne hans virksomme berøring med livet i dets mange
afskygninger af synd og sorg den praktiske natur af hans reformatoriske planer. Ifølge hans
anskuelse var kirkens vildfarelser snarere skadelige og demoraliserende for dem, som holdt fast ved
dem, end fordærvelige for de grundlærdommes renhed, som var overleverede fra den første kirke.
Han så aldrig så langt som Wicliff; men dog var hans ærefrygt og beundring for den engelske
reformator utvivlsom. Han siger selv: ´Jeg rives hen af hans skrifter, i hvilke han anvender alle
midler for at føre menneskene tilbage til Kristi lov, og især henvender han sig til gejstligheden, han
opfordrer dem til at give slip på verdens pragt og magt og leve som apostlene i overensstemmelse
med Kristi lov. Jeg rives hen af den kærlighed, han havde til Kristi lov, idet han håndhæver dens
sandhed og erklærer, at ikke et bogstav, ikke en tøddel af den kan fejle.`
Det er klart af disse ord, at skønt den reformatoriske ånd længe havde rørt sig ved universitetet i
Prag, havde dog forbindelsen med England frembragt en stor virkning. Vi anfører efter Dr.
Vaughan, Wicliffs biograf, følgende beskrivelse af Huss` meninger: ´Huss optog tre
hovedgrundsætninger efter Wicliffs skrifter – for det første, at den højeste myndighed i henseende
til den Kristne religion er i den hellige Skrift og ikke i kirken; for det andet, at den præstelige
ordination ikke giver den Hellig Ånd eller meddeler nogen anden åndelig velgerning, undtagen i det
tilfælde, at præsten allerede er en Åndelig mand; og for det tredje, at kirkens tugt burde kunne
tvinge gejstligheden til et retskaffent levned.` Men han så ikke, hvor meget der indbefattedes i disse
grundsætninger. Ligesom de fleste mennesker under samme omstændigheder, så Huss kun til dels
klart. Han så det onde, han beklagede det, og han krævede midler anvendte derimod; men han så
ikke det mål, hvortil de grundsætninger, der var indbefattede i hans lægemiddel, ville lede.`
Som en følge af den reformatoriske bevægelses nationale karakter i Bøhmen kom Huss og hans
disciple i begyndelsen i forbindelse med mange, hvis formål var langt mindre rene end deres – som
søgte at fremme deres egne politiske planer langt ivrigere end kirkens renselse; men disse forlod
dem, da prøvelsernes tunge tid nærmede sig. En ædel og tro ven havde allerede stillet sig ved Huss`
side, i spidsen for kampen – den nidkære Hieronymus af Prag. Neander beskriver således de to
venner: ´Huss var en mere rolig og betænksom mand, med en på engang fast og blid karakter, mere
tilbøjelig til mådehold, i besiddelse af en mindre mangesidig og forskelligartet begavelse og en
mindre bevægelig ånd. Hieronymus var fuld af liv og fyrighed og af en dristig ånd, overalt tildrog
han sig opmærksomhed og overalt vakte han modstand; han var i besiddelse af talegaver, der rev
alle med sig, men som i øjeblikkets ophidselse let overskred de tilbørlige grænser, og han behøvede
en Huss` rolige besindighed til at virke som en dæmper på hans iver.`
Medens Huss og Hieronymus med den dybeste interesse fulgte begivenhedernes gang i deres lille
verden i Prag, var en vigtig krise indtrådt i den store verden hinsides deres bjerge. Den offentlige
mening i Europa havde besluttet, at den forargelse, at der var to paver, ikke længere måtte tåles i
kristenheden; og til sidst bestemte man sig til endnu engang at forsøge det gamle hjælpemiddel – en
almindelig kirkeforsamling. Meningerne var meget delte om, hvorvidt kardinalerne havde magt til
at sammenkalde en kirkeforsamling uden pavelig fuldmagt; men den almindelige bestræbelse hos
de mange, der længtes efter en bedre tingenes tilstand, vandt sejr, og på vor fruedag, den 25. Marts
1409, trådte den store kirkeforsamling i Pisa sammen i katedralkirkens hellige skib.
Det var den største forsamling, der havde været holdt i århundreder, når man tager hensyn til
prælaternes og de kristne fyrsters gesandters rang og antal; og der udtaltes mange store
forhåbninger, og der opsendtes mange brændende bønner på denne dag af de mange, der i en
kirkeforsamling så det eneste hjælpemiddel som himmelen kunne sende for at gøre ende på nøden.
Huss billigede kirkeforsamlingen; men han indså, at den ikke kunne virke alt, hvad der trængtes til.
Han følte, at der behøvedes noget langt mere simpelt og ligefrem gavnligt, der kunne tale til de
fattige og uvidende menneskers hjerte og samvittighed.
I sine resultater gav kirkeforsamlingen kun liden grund til glæde. Ved dens dekret blev de to
rivaliserende paver, Gregor og Benedikt, afsatte, og Alexander den femte valgt i deres sted. Men
denne forholdsregel forøgede kun ondet. De rivaliserende paver nægtede at nedlægge deres
værdighed, og således bar nu tre, i stedet for to paver, den hellige pavekrone.
Huss` stilling blev til en vis grad forandret ved disse begivenheder. I begyndelsen syntes det, som
om det Bøhmiske eller reformerte parti skulle begunstiges af Alexander den femte, da de med kong
Wenzelaus i spidsen havde erklæret sig forpligtede ved kirkeforsamlingen i Pisas bestemmelse,
medens Sbinko hørte til Gregor den tolvtes parti. Men det viste sig snart, at dersom ærkebiskoppen
og hans parti ville bøje sig for den nye pave, ville deres endelige underkastelse regnes for den
fuldeste lydighed. Sbinko undlod ikke at opdage sin fordel. Dersom han nu kunne erholde af paven
fordømmelse over Huss, kunne Wenzelaus ikke godt være den pave ulydig, som han selv havde
valgt. Huss appellerede til kristenhedens nye fader, men hans forsvar blev kun lidet påagtet; og i
1410 kom der en pavelig bulle til Prag, som øjensynlig var dikteret af hans fjender. Hans meninger
blev fordømte, og han blev selv sat i ban; og værst af alt, der forbødes ham al prædiken i private
kapeller, fornemmelig i Bethlehems-kapellet, som farlig for den rene lære.
Denne bulle var ikke skikket til at stille de kirkelige anliggenders oprørte hav i Bøhmen. Kongen
beskyttede endnu Huss og indgav dem mod, der erklærede, at det stod dem frit for at overtræde en
bulle, som de anså for falsk. Huss talte om denne bandlysning på en rolig spottende måde. ´Da
paven` sagde han, ´hørte, at Bøhmerne havde annammet Ordet fra Gud, sendte han ikke Peder og
Johannes for at bede for Bøhmerne og lægge hænderne på dem, på det at de, idet de hørte Guds
Ord, måtte få den Hellige Ånd; men han sendte nogle ildesindede personer tilbage, der hørte
hjemme i Bøhmen, og bød i sin bulle, at Guds Ord ikke måtte prædikes i private kapeller.`
Imidlertid lagde ærkebiskoppen ved en forræderisk handling grunden til langvarig strid og had. Han
bad alle dem, der ejede skrifter af Wicliff eller hans tilhængere, at bringe dem til hans palads, idet
han erklærede, at han ønskede at undersøge dem for at kunne afsige sin dom om deres rettroenhed.
Studenterne bragte uden mistanke deres kostbare bøger, idet de ikke tvivlede om prælatens
ærlighed. Men hvor stor var ikke deres harme, da Sbinko efter en foregiven undersøgelse erklærede
bøgerne for kætterske og overgav mere end to hundrede og tredsindstyve af dem til flammerne,
efter at han først havde omgivet sit palads med en stærk vagt af soldater. Mange af håndskrifterne
var prægtigt indbundne, nogle besatte med juveler, og alle højt skattede af deres ejermænd.
Den hele stad oprørtes imod ærkebiskoppen på grund af denne handling; hans liv var næppe sikkert
for folkets angreb, og til sidst måtte endog kongen beskytte ham.
Begge partier anvendte alle slags våben. Det var ikke muligt, at en strid, hvori alle samfundets
klasser tog del, skulle kunne føres til ende ved de nævnte akademiske våben; thi der gaves mange,
på hvem en disputats ved universitetet ingen virkning ville have frembragt, og som altså måtte
vindes ved mere håndgribelig henvendelse til sanserne. To engelske studenter faldt på et
besynderligt middel til at påkalde de simplere klassers deltagelse. Efter nogle dages forberedelse,
under hvilken de holdt deres døre omhyggeligt lukkede, bekendtgjorde de, at de havde noget at vise
frem, hvortil de indbød alle dem, der ville komme. Folk flokkedes til huset, og da de trådte ind,
fandt de, at hallen var bleven smukt malet. På den ene side så man en fremstilling af Kristi indtog i
Jerusalem, ´sagtmodig og ridende på et æsel;` foran ham børnene og folket med oliegrene og palmer
og bag efter ham den barfodede apostelskare. På den anden side sås paven, ridende på en ganger,
bedækket med guld, sølv og kostbare stene, foran trompeter og pauker, hofmænd og soldater,
bagefter kardinalerne rigtklædte og på prægtige gangere. Det gabende folk opfattede med beundring
den letforståelige lære.
Striden imellem kongen og ærkebiskoppen var nu på sit højeste. En henvendelse til Rom syntes at
være det eneste håb om fred for Bøhmen. Huss var villig til at rette sig efter pavens dom; men han
kendte kun slet den dommer, med hvem han havde at bestille. Alexander den femte sad ikke længer
på den pavelige stol. Han var bleven lokket til Bologna af den skændige kardinal Balthazar Cossa,
og der var han pludselig død på en hemmelighedsfuld måde, medens kardinalen, hvem den
offentlige mening udpegede som hans morder, havde efterfulgt ham under navn af Johan den
treogtyvende. Den skildring, som alle samtidige vidnesbyrd give os af den nye paves liv og
karakter, er så mørk, at det synes, at der ikke var nogen som helst forbrydelse, hvori han ikke havde
gjort sig skyldig. Lige overfor sådan en mand var der kun lidet håb for Huss og hans tilhængere.
Alligevel besluttede de at forelægge det romerske hof deres sag. Gesandter blev sendt fra begge de
stridende partier, da Wenzelaus klogelig havde forbudt Huss at adlyde den forordning, der befalede
ham at møde i Rom og i egen person føre sin sag. I halvandet år trak paven sin afgørelse ud. Huss
ventede imidlertid roligt, medens han med nidkærhed fortsatte sin lærergerning, og stadig gav
vidnesbyrd om den forening af fasthed i beslutninger og ydmyghed, der udmærkede ham. ´Fra den
første tid, jeg begyndte mine studeringer,´ siger han, ´har jeg gjort mig det til en regel, at når jeg
hørte en rigtigere mening, fremsat om en hvilken som helst genstand, ville jeg med glæde og
ydmyghed opgive min tidligere mening, da jeg kun alt for vel ved, at hvad vi vide, er så
overordentlig lidet i forhold til, hvad vi ikke vide.´ På den anden side siger han dristigt: ´På det at
jeg ikke skal blive skyldig, erklærer jeg, at det er mit øjemed at forsvare sandheden, således som
Gud har lært mig den at kende og især den hellige Skrifts sandhed, selv om døden skal blive min
lod; thi jeg ved, at sandheden står fast og bliver til evig tid ved magt, ja består evindelig, og for den
er der ingen persons anseelse. Og dersom frygten for døden skulle forfærde mig, håber jeg dog på
Gud og på den Hellig Ånds bistand, at Herren selv vil gøre mig fast. Og dersom jeg har fundet nåde
(Mer ovenfor:)
____
I året 1369, mens Wicliff kæmpede sin hårde kamp i England, fødtes Johan Huss (eller rettere Johan
af Husiness) i den lille landsby Husiness i Bøhmen – et land, som på grund af sine religiøse og
politiske kampe længe har været betragtet med den dybeste interesse.
Historien beretter os intet nærmere om hans børneår. Vi kunne blot i tanken forestille os
bondedrengens hjemlige hytte i det skønne bjergland, den stille landsby, hvor de eneste bygninger,
der ragede op over de lave hytter, var klosteret og Nikolaus af Husiness` borg; denne var egnens
herre og reformatorens senere beskytter og ven. Vist er det, ifølge hans egne ord senere i hans liv, at
der intet var i Huss` opdragelse eller omstændigheder, der var beregnet på at hæve ham over den
ydmyge stilling, hvori han var født; men hans alvorlige, tankefulde væsen og hans tørst efter
kundskab viste allerede tidligt hans forældre, at deres søn ikke var noget almindeligt barn. Han
slugte snart al den lærdom, som det nærliggende kloster kunne yde ham; og da han forgæves havde
bønfaldet de forhærdede munke om at lære ham de døde sprog, som de selv intet kendte til, drog
han bort for at fuldende sine studier ved universitetet i Praschaliss. Der fordybede han sig i studiet
af klassikerne med al den iver, som et menneske kan vise, der har nået et længe forønsket mål; og
ikke tilfreds med den kundskabsmasse, han kunne samle ved et mindre universitet, forfærdede han
sin moder ved sin hjemkomst med de ord: ´Med Guds hjælp vil jeg endnu besøge Prag.`
Dette ønske blev ikke utilfredsstillet; han fandt mægtige venner tilbøjelige til at hjælpe ham, og
universitetet i Prag åbnede sine porte for den fattige student, der skulle knytte sit navn så fast til det.
Der fandt han meget, der smertede ham. Med iver greb han efter alle de ny lettelser for studiet, som
universitetet tilbød ham, og ofte fordybede han sig i timevis i et eller andet kosteligt håndskrift.
Men ikke engang hans hengivenhed for studierne kunne forebygge, at hans Gudfrygtige og
alvorsfulde ånd ofte måtte føle den dybeste smerte over de bespottelser og forsmædelser, hvormed
tankeløse eller forvovne medstuderende overøste alt, hvad han anså for helligt. Men den skarpeste
brod i disse forhånelser var overbevisningen i hans egen sjæl om, at han ikke kunne kaste dem bort
som aldeles ugrundede. Forargelserne i kirken var åbenbare for alle dem, der ikke med fri vilje
lukkede øjnene. Fra alle sider hævede der sig råb om forbedringer. Tiggerordnerne der var blevet
oprettede i det håb at vække og anspore de ordensgejstlige, var selv blevet en af tidsalderens mest
fremtrædende vederstyggeligheder, indtil endelig navnet tiggermunk var blevet enstydigt
rovbegærlighed og lovløshed. Sognepræsterne stod næppe i nogen henseende højere. Imidlertid
vankede folket om som får uden hyrde og blev et let bytte for de mange sekterere, der var udbredte
over hele Europa, og bekendte sig til alle slags troslærdomme, lige fra ´De fattige mænd i Lyon` til
´Apostelsektens` og ´Den frie ånds brødres` vilde mysticisme.
Det var for meget sagt at påstå, at der ikke var nogle lyse punkter i dette mørke billede. Der var
uden tvivl indenfor den romerske kirkes grænser lærde og fromme mænd – levninger af de sande
troende – mænd som Johan Tauler*), der var bedre end deres tid. Men hvor sygdommen har
angrebet den inderste rod og kerne af et system, er dens fremskriden vis, og den vil til sidst blive
skæbnesvanger, og kirkens store kerne, pavedømmet, var håbløst fordærvet.
_____________
*) En særdeles from og lærd tysk gejstlig i det fjortende århundrede. Han tilbragte den sidste del af sit liv i Dominikanerklosteret i
Strasburg, hvor han døde i året 1861.
Denne højeste værdighed, der efter manges overdrevne og tåbelige indbildning skulle være en
afskygning af Guds Fadergodhed på jorden, var især i den sidste tid bleven vanhelliget ved den ene
uværdige besidder af den efter den anden; og netop i dette øjeblik bares pavetronen af to paver, som
hver især påstod, at han var Kristi ufejlbare vikarius.
Disse genstande var det, som Huss hørte drøftes i hans tidligste studenterdage i Prag. Om deres
gradvise virken på hans ånd har han kun efterladt sig få meddelelser; og hvor meget vi end ønsker at
følge hans indre livs udvikling i denne vigtige periode, må vi dog lade os nøje med de sparsomme
efterretninger. Når den første spire af tvivl, om også alt stod vel til med kirken, blev nedlagt i hans
sjæl, er det umuligt nøjagtigt at afgøre. Megen sjælelig smerte kostede det ham uden tvivl, før han
måtte indrømme muligheden af vildfarelse i kirkens lære og vedtægter. Det er let nok for os at tale
om Middelalderens fordærvelse og at anse det for ganske naturligt, at en sanddru og forstandig
mand befriede sig for dens indflydelse: men for Huss var hans kirke dengang sandhedens grund og
støtte, paven var Kristenhedens fader, hjordens hyrde og vogter, og kirkens skikke og Gudstjeneste
var knyttede til alle hans højeste forhåbninger og dybeste følelser. Bitre må de øjeblikke have været,
da det første gang blev ham klart, at han måtte rive sig løs fra meget af, hvad han havde holdt for
mest helligt, og at han herefter måtte leve frygtet og hadet af sine fordums venner. Dersom vi
nogensinde har tænkt over den fulde betydning af disse Pauli ord: ´Ved mit første forsvar mødte
ingen med mig, men alle forlod mig,` kunne vi forstå, endogså det største menneskes dybe
sjælesmerte, når han kaldes frem for sine fjender og står lige overfor dem. Mange, der nærede den
samme overbevisning som Huss, neddæmpede den af frygt for følgerne af deres tilståelse deraf;
andre lod sig forlede til udskejende voldsomheder i deres stræben efter forbedring; men han
forenede i en mærkværdig grad handlekraft med en rolighed og forsigtighed og et blidt,
kærlighedsfuldt sind, der bevarede ham fra alle yderligt gående forholdsregler.
En historie om ham er bleven bevaret af nogle medstuderende, og den viser hans dybe alvor
allerede i denne tidligere periode. En vintermorgen, da Huss sad aldeles fordybet i St. Laurentius`
liv, forfærdede han sine omværende ved pludselig at stikke sin hånd ind i ilden, der brændte på
arnestedet. De sprang til, og idet de holdt fast på hans arm, spurgte de ham, om han da ganske
havde mistet forstanden. Med roligt og ubevæget åsyn svarede han: ´Jeg søgte blot at opdage,
hvilken del af denne hellige martyrs lidelser jeg havde styrke til at bære;` et svar, som flere af disse
studenter havde årsag til at mindes i senere dage.
For øjeblikket syntes intet mindre sandsynligt, end at Huss skulle kaldes til at træde i den ædle
martyrskares tornefulde spor. Hans liv udadtil var lyst og skyfrit; hans lærdom og veltalenhed havde
gjort hans navn bekendt udenfor universitetets mure; han stod i den højeste gunst hos Sbinko,
ærkebiskop af Prag; og i året 1400 kaldte dronning Sofia ham til sin skriftefader, hvilket gav ham
hyppig adgang til det Bøhmiske hof. Ved universitetet var han efter at have taget magistergraden,
bleven udnævnet til professor og snart efter til formand for det teologiske fakultet. Men hans
berømmelse som prædikant overgik langt hans andre udmærkede egenskaber. I 1402 blev han
udvalgt til at være prædikant ved Bethlehem-kapellet, en bygning, der var bleven opført med det
bestemte øjemed at lette prædiken for folket i det bøhmiske sprog. Her samledes ivrige og
andægtige hobe for at høre hans fyrige prædikener; og så længe han kun angreb lægfolks synder,
kastede hverken ærkebiskop eller præster sten på ham.
En sådan stilling, nået førend det fem og tyvende år, syntes at love et ærefuldt og lykkeligt liv. Men
denne tingenes tilstand kunne ikke vare længe; en ny indflydelse begyndte nu at arbejde på Huss`
ånd, og denne indflydelse kom fra det fjerne England.
Samkvemmet mellem Bøhmen og England havde i den senere tid været hyppigt på grund af Rikard
den Andens formægling med Anna, der var en søster til kong Wenzeslaus af Bøhmen. Universitetet
i Oxford besøgtes som følge deraf ofte af studerende fra Prag, der ved deres hjemkomst bragte
mange af Wicliffs og hans tilhængeres skrifter med.
En af disse hjemvendte studenter, senere velbekendt som Hieronymus af Prag, viste Huss nogle af
Wicliffs skrifter og bad ham om at læse dem. Huss forfærdedes i begyndelsen ved tanken om at
berøre en kætters bøger og bad sin ven om at kaste dem i floden; men til sidst lod han sig overtale
til at kaste et blik i bøgerne og fængsledes da straks af deres hellige iver og de mægtige
åbenbarelser af de onder, der fandtes i kirken. Hans interesse for den engelske reformators
fremstillinger tiltog daglig, indtil hans ven blev urolig og mindede han om, at den skribent, hvis
værker han altid studerede, ved en beslutning af kirkeforsamlingen var bleven dømt til evig straf.
´Jeg ønsker blot,` udbrød han, ´at min sjæl må komme derhen, hvor hans nu dvæler.`
Det er vanskeligt at komme til vished om, i hvor høj grad Huss` anskuelser var påvirkede af
Wicliffs skrifter. Ligesom alle, der havde fået et stort værk at udføre i verden, vidste og følte Huss
uden tvivl meget, som han ikke havde lært af nogen menneskelig lærer. Det lys, ´Som oplyser
ethvert menneske, der kom til verden` havde kastet sine stråler på de mørke punkter i hans sjæl; en
stemme, som han ikke kunne unddrage sig for at følge, havde talt til ham og forberedt hans sjæl til
at bevare den engelske reformators trompetstød. Men hvilke end virkningen af Wicliffs skrifter har
været på Huss` indre liv, så var den kendelig nok i det ydre. Da det blev bekendt, at han læste og
beundrede en kætters skrifter, betragtede folk ham på en anden måde end hidtil, hans stilling i Prag
forandredes, hvad han tidligere kunne have sagt uden fare, fik en ny karakter, når det knyttedes til
dette forhadte navn. Folket hørte ham endnu med glæde, da han med altid tiltagende dristighed
åbenbarede alt, hvad der ikke havde sin hjemmel i den hellige Skrift. På den anden side blev
ærkebiskop Sbinko urolig, og snart forvandledes hans frygt til bittert had mod den usle lærde, der
endog havde vovet at dadle kirkens øversters handlinger.
Imidlertid kom universitetet i Prag daglig i større bevægelse ved dets indre stridigheder. Wicliffs
lære var en frugtbar genstand for strid. Men der var en anden årsag til uenighed, der næppe var
mindre kraftig i sine virkninger: Nationalitetsstridigheder forenede sig med religionsstriden.
Universitetet i Prag omfattede fire nationer: Bøhmere, Sachsere, Bairere, og Polakker; de tre
sidstnævnte var hovedsagelig Tyskere, og benævnedes derfor i almindelighed med dette fælles
navn. Ved alle forsamlinger og anliggender af almindelig interesse havde hver af disse nationer en
enkelt stemme. Det var derfor en let sag for Tyskerne at sejre over Bøhmerne ved alle lejligheder,
da de havde tre stemmer at råde over. Et universitetsråd blev sammenkaldt for at afgøre spørgsmålet
om de nye læresætninger, der var blevne herskende indenfor dets mure; og de tre fremmede
nationer blev enige om at fordømme fem og fyrretyve sætninger, der var uddragne af Wicliffs
skrifter. Bøhmerne var både misfornøjede med denne dom og harmfulde over, at fremmede så let
skulle vinde sejr over dem ved deres eget universitet. Deres fødelands afsondrede beliggenhed,
indesluttet på alle kanter af høje bjerge, gjorde dem hårdnakkede i deres fasthængen ved deres
folkelige rettigheder; og denne følelse forhøjedes og ansporedes endnu mere, da den forbandt sig
med forbedringen i kirkelæren, der altid er gået hånd i hånd med frihedsstræben, i modsætning til
det papistiske systems tilbøjelighed til at lænkebinde ånd og hånd. Huss blev naturligvis anfører for
dette parti. Med varm deltagelse for sine landsmænds folkelige indsigelser, forebragte han kongen
deres besværinger; og han opnåede, at den forordning udstedtes, at Bøhmerne i alle fremtidige
stridigheder skulle have tre stemmer og Tyskerne en. Skønt dette kun var fornyelsen af en gammel
rettighed, var dog det vildeste røre følgen af forordningens offentliggørelse. Universitetet
sønderreves af fejder; studenter mødte studenter, ikke i læresalene eller ved disputatserne, men på
gader og på broer og kæmpede mod hverandre, kirkelige mod Wicliffianere, Tyskere mod
Bøhmere. Til sidst forlod i året 1409 de fleste af det Tyske parti Prag og grundlagde et indenlandsk
universitet i Leipzig.
Huss blev kort efter udvalgt til rektor for universitetet i Prag. Hans indflydelse og anseelse var
blevne end mere forøgede ved de sidste uroligheder. Forgæves anråbte ærkebiskoppen kongen om
hans bistand til at styrte reformatoren. Wenzelaus havde megen hengivenhed for Huss og svarede
kun ærkebiskoppen på alle hans formaningstaler: ´Så længe mester Huss prædikede mod os af
denne verden, glædede I jer og erklærede, at Guds Ånd talte i ham. Nu er det eders tur.` I dronning
Sofia havde reformatoren en hengiven ven; hun lyttede med andagt til hans lære og lod ham ofte
hente for at læse og forklare den hellige Skrift for hende. For øjeblikket var han altså sikker for sine
fjenders ondskab og prædikede dristigt for alle dem, der ville høre ham.
Huss` prædikener var ikke lærde taler; de var brændende opråb til folkets hjerte og samvittighed.
Hans sind var især blevet henvendt på de fattiges og uvidendes nød som en følge af hans ansættelse
i året 1402 som prædikant ved Bethlehems-kapellet, hvilket netop var grundlagt til deres belæring;
og vi kunne for en stor del tilskrive denne hans virksomme berøring med livet i dets mange
afskygninger af synd og sorg den praktiske natur af hans reformatoriske planer. Ifølge hans
anskuelse var kirkens vildfarelser snarere skadelige og demoraliserende for dem, som holdt fast ved
dem, end fordærvelige for de grundlærdommes renhed, som var overleverede fra den første kirke.
Han så aldrig så langt som Wicliff; men dog var hans ærefrygt og beundring for den engelske
reformator utvivlsom. Han siger selv: ´Jeg rives hen af hans skrifter, i hvilke han anvender alle
midler for at føre menneskene tilbage til Kristi lov, og især henvender han sig til gejstligheden, han
opfordrer dem til at give slip på verdens pragt og magt og leve som apostlene i overensstemmelse
med Kristi lov. Jeg rives hen af den kærlighed, han havde til Kristi lov, idet han håndhæver dens
sandhed og erklærer, at ikke et bogstav, ikke en tøddel af den kan fejle.`
Det er klart af disse ord, at skønt den reformatoriske ånd længe havde rørt sig ved universitetet i
Prag, havde dog forbindelsen med England frembragt en stor virkning. Vi anfører efter Dr.
Vaughan, Wicliffs biograf, følgende beskrivelse af Huss` meninger: ´Huss optog tre
hovedgrundsætninger efter Wicliffs skrifter – for det første, at den højeste myndighed i henseende
til den Kristne religion er i den hellige Skrift og ikke i kirken; for det andet, at den præstelige
ordination ikke giver den Hellig Ånd eller meddeler nogen anden åndelig velgerning, undtagen i det
tilfælde, at præsten allerede er en Åndelig mand; og for det tredje, at kirkens tugt burde kunne
tvinge gejstligheden til et retskaffent levned.` Men han så ikke, hvor meget der indbefattedes i disse
grundsætninger. Ligesom de fleste mennesker under samme omstændigheder, så Huss kun til dels
klart. Han så det onde, han beklagede det, og han krævede midler anvendte derimod; men han så
ikke det mål, hvortil de grundsætninger, der var indbefattede i hans lægemiddel, ville lede.`
Som en følge af den reformatoriske bevægelses nationale karakter i Bøhmen kom Huss og hans
disciple i begyndelsen i forbindelse med mange, hvis formål var langt mindre rene end deres – som
søgte at fremme deres egne politiske planer langt ivrigere end kirkens renselse; men disse forlod
dem, da prøvelsernes tunge tid nærmede sig. En ædel og tro ven havde allerede stillet sig ved Huss`
side, i spidsen for kampen – den nidkære Hieronymus af Prag. Neander beskriver således de to
venner: ´Huss var en mere rolig og betænksom mand, med en på engang fast og blid karakter, mere
tilbøjelig til mådehold, i besiddelse af en mindre mangesidig og forskelligartet begavelse og en
mindre bevægelig ånd. Hieronymus var fuld af liv og fyrighed og af en dristig ånd, overalt tildrog
han sig opmærksomhed og overalt vakte han modstand; han var i besiddelse af talegaver, der rev
alle med sig, men som i øjeblikkets ophidselse let overskred de tilbørlige grænser, og han behøvede
en Huss` rolige besindighed til at virke som en dæmper på hans iver.`
Medens Huss og Hieronymus med den dybeste interesse fulgte begivenhedernes gang i deres lille
verden i Prag, var en vigtig krise indtrådt i den store verden hinsides deres bjerge. Den offentlige
mening i Europa havde besluttet, at den forargelse, at der var to paver, ikke længere måtte tåles i
kristenheden; og til sidst bestemte man sig til endnu engang at forsøge det gamle hjælpemiddel – en
almindelig kirkeforsamling. Meningerne var meget delte om, hvorvidt kardinalerne havde magt til
at sammenkalde en kirkeforsamling uden pavelig fuldmagt; men den almindelige bestræbelse hos
de mange, der længtes efter en bedre tingenes tilstand, vandt sejr, og på vor fruedag, den 25. Marts
1409, trådte den store kirkeforsamling i Pisa sammen i katedralkirkens hellige skib.
Det var den største forsamling, der havde været holdt i århundreder, når man tager hensyn til
prælaternes og de kristne fyrsters gesandters rang og antal; og der udtaltes mange store
forhåbninger, og der opsendtes mange brændende bønner på denne dag af de mange, der i en
kirkeforsamling så det eneste hjælpemiddel som himmelen kunne sende for at gøre ende på nøden.
Huss billigede kirkeforsamlingen; men han indså, at den ikke kunne virke alt, hvad der trængtes til.
Han følte, at der behøvedes noget langt mere simpelt og ligefrem gavnligt, der kunne tale til de
fattige og uvidende menneskers hjerte og samvittighed.
I sine resultater gav kirkeforsamlingen kun liden grund til glæde. Ved dens dekret blev de to
rivaliserende paver, Gregor og Benedikt, afsatte, og Alexander den femte valgt i deres sted. Men
denne forholdsregel forøgede kun ondet. De rivaliserende paver nægtede at nedlægge deres
værdighed, og således bar nu tre, i stedet for to paver, den hellige pavekrone.
Huss` stilling blev til en vis grad forandret ved disse begivenheder. I begyndelsen syntes det, som
om det Bøhmiske eller reformerte parti skulle begunstiges af Alexander den femte, da de med kong
Wenzelaus i spidsen havde erklæret sig forpligtede ved kirkeforsamlingen i Pisas bestemmelse,
medens Sbinko hørte til Gregor den tolvtes parti. Men det viste sig snart, at dersom ærkebiskoppen
og hans parti ville bøje sig for den nye pave, ville deres endelige underkastelse regnes for den
fuldeste lydighed. Sbinko undlod ikke at opdage sin fordel. Dersom han nu kunne erholde af paven
fordømmelse over Huss, kunne Wenzelaus ikke godt være den pave ulydig, som han selv havde
valgt. Huss appellerede til kristenhedens nye fader, men hans forsvar blev kun lidet påagtet; og i
1410 kom der en pavelig bulle til Prag, som øjensynlig var dikteret af hans fjender. Hans meninger
blev fordømte, og han blev selv sat i ban; og værst af alt, der forbødes ham al prædiken i private
kapeller, fornemmelig i Bethlehems-kapellet, som farlig for den rene lære.
Denne bulle var ikke skikket til at stille de kirkelige anliggenders oprørte hav i Bøhmen. Kongen
beskyttede endnu Huss og indgav dem mod, der erklærede, at det stod dem frit for at overtræde en
bulle, som de anså for falsk. Huss talte om denne bandlysning på en rolig spottende måde. ´Da
paven` sagde han, ´hørte, at Bøhmerne havde annammet Ordet fra Gud, sendte han ikke Peder og
Johannes for at bede for Bøhmerne og lægge hænderne på dem, på det at de, idet de hørte Guds
Ord, måtte få den Hellige Ånd; men han sendte nogle ildesindede personer tilbage, der hørte
hjemme i Bøhmen, og bød i sin bulle, at Guds Ord ikke måtte prædikes i private kapeller.`
Imidlertid lagde ærkebiskoppen ved en forræderisk handling grunden til langvarig strid og had. Han
bad alle dem, der ejede skrifter af Wicliff eller hans tilhængere, at bringe dem til hans palads, idet
han erklærede, at han ønskede at undersøge dem for at kunne afsige sin dom om deres rettroenhed.
Studenterne bragte uden mistanke deres kostbare bøger, idet de ikke tvivlede om prælatens
ærlighed. Men hvor stor var ikke deres harme, da Sbinko efter en foregiven undersøgelse erklærede
bøgerne for kætterske og overgav mere end to hundrede og tredsindstyve af dem til flammerne,
efter at han først havde omgivet sit palads med en stærk vagt af soldater. Mange af håndskrifterne
var prægtigt indbundne, nogle besatte med juveler, og alle højt skattede af deres ejermænd.
Den hele stad oprørtes imod ærkebiskoppen på grund af denne handling; hans liv var næppe sikkert
for folkets angreb, og til sidst måtte endog kongen beskytte ham.
Begge partier anvendte alle slags våben. Det var ikke muligt, at en strid, hvori alle samfundets
klasser tog del, skulle kunne føres til ende ved de nævnte akademiske våben; thi der gaves mange,
på hvem en disputats ved universitetet ingen virkning ville have frembragt, og som altså måtte
vindes ved mere håndgribelig henvendelse til sanserne. To engelske studenter faldt på et
besynderligt middel til at påkalde de simplere klassers deltagelse. Efter nogle dages forberedelse,
under hvilken de holdt deres døre omhyggeligt lukkede, bekendtgjorde de, at de havde noget at vise
frem, hvortil de indbød alle dem, der ville komme. Folk flokkedes til huset, og da de trådte ind,
fandt de, at hallen var bleven smukt malet. På den ene side så man en fremstilling af Kristi indtog i
Jerusalem, ´sagtmodig og ridende på et æsel;` foran ham børnene og folket med oliegrene og palmer
og bag efter ham den barfodede apostelskare. På den anden side sås paven, ridende på en ganger,
bedækket med guld, sølv og kostbare stene, foran trompeter og pauker, hofmænd og soldater,
bagefter kardinalerne rigtklædte og på prægtige gangere. Det gabende folk opfattede med beundring
den letforståelige lære.
Striden imellem kongen og ærkebiskoppen var nu på sit højeste. En henvendelse til Rom syntes at
være det eneste håb om fred for Bøhmen. Huss var villig til at rette sig efter pavens dom; men han
kendte kun slet den dommer, med hvem han havde at bestille. Alexander den femte sad ikke længer
på den pavelige stol. Han var bleven lokket til Bologna af den skændige kardinal Balthazar Cossa,
og der var han pludselig død på en hemmelighedsfuld måde, medens kardinalen, hvem den
offentlige mening udpegede som hans morder, havde efterfulgt ham under navn af Johan den
treogtyvende. Den skildring, som alle samtidige vidnesbyrd give os af den nye paves liv og
karakter, er så mørk, at det synes, at der ikke var nogen som helst forbrydelse, hvori han ikke havde
gjort sig skyldig. Lige overfor sådan en mand var der kun lidet håb for Huss og hans tilhængere.
Alligevel besluttede de at forelægge det romerske hof deres sag. Gesandter blev sendt fra begge de
stridende partier, da Wenzelaus klogelig havde forbudt Huss at adlyde den forordning, der befalede
ham at møde i Rom og i egen person føre sin sag. I halvandet år trak paven sin afgørelse ud. Huss
ventede imidlertid roligt, medens han med nidkærhed fortsatte sin lærergerning, og stadig gav
vidnesbyrd om den forening af fasthed i beslutninger og ydmyghed, der udmærkede ham. ´Fra den
første tid, jeg begyndte mine studeringer,´ siger han, ´har jeg gjort mig det til en regel, at når jeg
hørte en rigtigere mening, fremsat om en hvilken som helst genstand, ville jeg med glæde og
ydmyghed opgive min tidligere mening, da jeg kun alt for vel ved, at hvad vi vide, er så
overordentlig lidet i forhold til, hvad vi ikke vide.´ På den anden side siger han dristigt: ´På det at
jeg ikke skal blive skyldig, erklærer jeg, at det er mit øjemed at forsvare sandheden, således som
Gud har lært mig den at kende og især den hellige Skrifts sandhed, selv om døden skal blive min
lod; thi jeg ved, at sandheden står fast og bliver til evig tid ved magt, ja består evindelig, og for den
er der ingen persons anseelse. Og dersom frygten for døden skulle forfærde mig, håber jeg dog på
Gud og på den Hellig Ånds bistand, at Herren selv vil gøre mig fast. Og dersom jeg har fundet nåde
(Mer ovenfor:)
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar
Merk: Bare medlemmer av denne bloggen kan legge inn en kommentar.