13b) Johann Huss (2).

Johann Huss del 2:

for hans øjne, vil han skænke mig martyrkronen. Og hvilken herligere triumf gives der vel end
den?`
Dommen fra Rom kom endelig, streng og uden eftergivenhed lige overfor det reformerte parti. Huss
blev sat i ban, og kongeriget Bøhmen belagdes med interdikt. Ærkebiskoppen hoverede i sin triumf;
men han fandt snart, at han ikke var stærk nok til at benytte sin sejr, den kætterske lærer var endnu
stedse den populæreste mand i Prag. Han blev beskyttet af kongen og tilbedet af folket; og i det
samme øjeblik da Sbinko troede sig sikker på sin sejr, blev han nødt til at flygte fra Prag. Døden
overraskede ham på vejen til Ungarn; og en kort tid syntes det, at hans bortgang skulle blive middel
til at bringe fred i Prags religiøse forhold. Således antog i det mindste menneskene, da de i den nye
ærkebiskop så en fredens mand, der hverken havde tilbøjelighed eller evne til at indlade sig i
universitetsdisputatser. Men den foreliggende sag mellem de to partier var af mere end blot
personlig eller midlertidig interesse, og det var umuligt, at det tilsyneladende forlig kunne vare
længe.
Det var ingen hverdagsbegivenhed, der afbrød den midlertidige rolighedstilstand og igen kaldte
Huss til kækt at sige sine fjender sandheden. Til alle retsindige menneskers forargelse udstedte
Johan den treogtyvende en bulle, der prædikede korstog mod hans fjende, Ladislaus, konge af
Neapel, og der lovede rigelig syndsforladelse for alle dem, der deltog i krigen, eller ville tjene hans
sag ved pengebidrag.
Den største ophidselse frembragtes ved offentliggørelsen af denne bulle på de manges sind, der
hørte Huss forkynde om, i hvor høj grad Kristi kors blev bespottet ved den. For Huss selv var denne
begivenhed en vigtig krise. Nu var tiden kommen, da han måtte skilles fra alle dem, der ikke var
beredte til at følge ham indtil enden. Nu måtte der drages en linie imellem hans egennyttige og hans
trofaste tilhængere, en linie, som de frygtsomme og ængstelige næppe turde overskride. Han siger
selv: ´Offentliggørelsen af afladsbullen og plantningen af korset mod Kristne skilte mig fra mange
af mine gamle venner.`
Den mærkeligste af disse tidligere venner var Stefan Paless. Han havde længe arbejdet sammen
med Huss i hans stræben for at reformere universitetet, men han manglede styrke og mod til at følge
ham videre. Uagtet han erkendte vildfarelserne i mange af bullens udtryk, erklærede han sig dog, til
sin vens sorg og bestyrtelse, ude af stand til åbent at modsætte sig den. Huss svarede roligt: ´Paless
er min ven, sandheden er min ven; og da begge er mine venner, er det min hellige pligt at vise
sandheden den højeste ære.`
Huss vedkendte sig nu kækt meninger, som han for nogle få år siden ville have gyst tilbage for med
rædsel. Imidlertid var hans hengivenhed for romerkirken endnu ikke i mindste måde forringet, og
heller ikke havde han nogen tanke om at give slip på dens hovedlærdomme. Han holdt endnu fast
ved transsubstantiationen, skærsilden og andre papistiske vildfarelser. Nogle af disse punkter holdt
han dog kun løseligt eller i navnet på, medens han havde andre meninger, der stod aldeles i strid
med det romerske system. Angående bønnen for de døde siger han. ´Der tales intetsteds i den
hellige Skrift om denne vedtægt;` og han henfører indførelsen af denne skik til ´præsternes
gerrighed.` Han forklarer således Matt. 16:18: “´Du er Petrus`, det vil sige, bekenderen af den
sande klippe, som er Kristus, ´og på denne klippe`, som du bekender, det vil sige, på mig selv, ´vil
jeg bygge min menighed`”. Han erklærer at Kristus alene, og ikke Peter, er kirkens hoved; at kirken
ikke har nogen fuldmagt til at ´løse´, og ´binde´, til at tilgive eller beholde synderne; at intet
menneske er forpligtet til at tro selv de pavelige buller, medmindre de bekræfter, hvad der står i

Skriften, eller er begrundede på den. Han benægter retten til at unddrage lægfolk vinens nydelse i
nadveren.
Hans betragtning af den Kristelige lære var imidlertid langt dybere og åndeligere, end at den kan
indbefattes i gengivelsen af sådanne enkelte meninger. Den vil bedre forstås, når vi anfører følgende
ord, der er uddragne af et af hans skrifter, og der senere blev benyttede som et af de fornemste
anklagepunkter imod ham. ´De prædestineredes samfund er den hellige kirke, der hverken har
smitte eller rynke, som Jesus Kristus kalder sin egen. Den ugudelige kan ikke være medlem af den
hellige kirke.´ Pegende hen på hans grundsætninger som grundvold for hans Gudfrygtige liv siger
Milner i sin kirkehistorie: ´Ville man gøre os det spørgsmål hvilken særegen læresætning vel
håndhævedes af Johan Huss, hvis hellighed og retfærdighed er utvivlsom og fremragende, måtte
svaret være – det var læren om den menneskelige naturs fordærvelse og om nødvendigheden af en
Guddommelig indflydelse.` Han skelnede mellem dem, som Gud havde udvalgt til at være hans
ejendomsfolk i Kristus, og dem, som blot af navn er Kristne – mellem dem, som er Hans nåde
undergivne og viser det ved deres hellige levned, og dem, som er døde i deres synder.
Det var imidlertid ikke hans anskuelse af læren, der bragte ham i strid med kirken. Det var Johan
den treogtyvendes fornævnte forargelige optræden, der fremkaldte hans nidkære indsigelse imod
læren om aflad. Han skrev imod pavens bulle og fordømte den i ti punkter. Blandt hans ord var der
følgende: ´Aflad gavner intet, lige så lidt som nogen anden god gerning kan vinde salighed,
medmindre et menneske afstår fra synden, idet han angrer det onde, han har gjort, og våger med flid
og uafladelig fra den tid af over sig selv.` ´Ingen kan tage synden bort uden Kristus alene.` ´Gud
alene har magt til at rense sjælen fra dens indre pletter, og intet menneske kan forlade en anden hans
synd, medmindre Gud først har forladt ham hans.` ´Indvortes anger er nødvendig til
syndsforladelse.` Disse ord indeholder en kraftig indsigelse mod nogen anden kilde til
syndsforladelse end Gud selv. De peger hen til Kristus og ikke til paven. De måtte vække
bestyrtelse på den tid.
Med al sin kækhed forsvarede Huss sig imidlertid bestemt mod beskyldningen for kætteri; og hans
hele fremtræden var så rolig og forsigtig, at en af hans fjender taler således om ham: ´Hans
selvfornægtende liv er så vidt fjernet fra lasten, at ingen kan finde noget at sige imod ham. Hans
blege og udtærede åsyn, hans høje, afmagrede skikkelse, hans redebonhed til at skænke alle
mennesker, selv de ringeste, sin deltagelse og hjælp, samler end flere tilhængere om ham end selv
hans veltalenhed. Det enfoldige folk holder ham for en helgen, og som sådan, er de overbeviste om,
kan han hverken bedrage eller bedrages.`
Men end ikke en Huss` klogskab og forsigtighed kunne forhindre et udbrud blandt hans tilhængere.
Tre mænd, der kækt var stået frem for at protestere mod afladshandlerne, var blevne kastet i fængsel
og skændig henrettede af øvrigheden, efter at denne først ved Huss` hjælp havde beroliget det
oprørte folk med den forsikring, at fangerne snart skulle blive frigivne. Da dette forræderi blev
bekendt i byen, rejste folket sig som en mand, og i forening med soldaterne stormede de rådhuset og
tog det i besiddelse. De skyldige øvrighedspersoner flygtede bort, men folket opdagede deres
myrdede medborgeres legemer. Disse blev førte omkring på en forgyldt båre, indhyllede i rige
ligklæder og begravede med offentlige æresbevisninger i Bethlehems-kapellet, medens studenterne
sang i kor over deres grav: ´De er helgener, som har givet deres legemer for Kristi Evangeliums
skyld.`

Det var naturligt, at på grund af følelsernes ophidsede tilstand blev alle udskejelserne ved dette
opløb lagte Huss til last. Følgelig rejste der sig et nyt råb imod ham, i særdeleshed blandt hans
fjender ved universitetet; forvirret og urolig over de vekslende meninger, der bragte forstyrrelse i
staden, bad Wenzelaus ham for en kort tid at trække sig tilbage i frivillig landflygtighed, da hans
fraværelse måske kunne hjælpe til at genoprette roligheden. Med mange onde anelser adlød Huss.
Han fortæller os, at han ofte var meget urolig, når han tænkte på fortællingen om lejesvenden, der
flygtede for faren, medens den gode hyrde gav sit liv hen for fårene; men da tænkte han igen på de
ord: ´Når de forfølger jer i en stad, da flyer til en anden.` Imellem disse to forskrifter vaklede han
frem og tilbage; men til sidst bevægede håbet om at kunne bringe sit fædreland fred ham til den
handling, som ingen frygt for personlig fare kunne have drevet ham til.
Men den fred, som Wenzelaus havde håbet på, kom dog ikke. Ærkebiskoppen havde afstået sin
farlige post til en mand af en voldsom karakter, der var en ivrig tilhænger af det pavelige parti; og
skønt Huss selv var borte, var dog mange af hans varme tilhængere rede til at tage hans plads i
kampen mod de pavelige misbrug. Således fortsattes striden mellem de to partier, medens
anathemaerne fra Rom mod Hussiterne bleve altid mere frygtelige.
Imidlertid rejste den forviste lærer om fra den ene ven til den anden, og fandt mange, der med glæde
modtog ham i den Herres navn, hvem han tjente. Hans tid var delt imellem at prædike og at skrive.
Fra tid til anden skrev han breve for at trøste og styrke sin lille flok i Bethlehem-kapellet; i hver
linie af disse breve erkender vi med den største interesse præstens apostoliske mod og kærlighed og
hans menigheds hengivenhed.
Til sidst gjorde en opfordring til at møde for kirkeforsamlingen i Konstanz en ende på Huss`
forvisning. Kejser Sigismund gav mange løfter om hjælp og beskyttelse, sikrede ham frit lejde til
Konstanz og fuld frihed til at vende tilbage til Bøhmen, dersom han ikke vilde underkaste sig
kirkeforsamlingens beslutninger. Alle disse forsikringer modtog Huss som noget, der ikke alene
skyldtes ham, men alle dem, for hvem hans liv var af vigtighed; men der behøvedes hverken
opfordringer eller løfter for at formå ham til at møde i Konstanz. Han havde appelleret til en
almindelig kirkeforsamling, og han ønskede intet hellere end at have en lejlighed til at forsvare sig
for kætteri i Europas øjne.
Endnu en gang vendte han tilbage til Prag og talte med dem, som han havde elsket og undervist så
lang tid. Med en forudfølelse af den skæbne, der ventede ham, efterlod han hos sin ven og discipel
Martin et brev, hvori han siger: ´Jeg venter at møde lige så mange fjender i Konstanz som vor Herre
og Frelser i Jerusalem – de ugudelige præster, selv nogle fyrster af anden rang, og endelig disse
farisæere – munkene.`
Skønt Huss ofte tvivlede om den grad af retfærdighed, som han havde at vente af sådanne dommere,
forsømte han dog intet, der kunne bidrage til at bevise hans uskyldighed. Han erholdt fra forskellige
ansete mænd, blandt andet fra ærkebiskoppen af Prag, vidnesbyrd om hans store rettroenhed; thi
selv ærkebiskoppen måtte indrømme, at han ikke fandt nogen fejl hos ham, undtagen at han var
underkastet ekskommunikation.
Således væbnet forlod han Prag og begav sig på vejen til Konstanz fulgt af sin hjords tårer og
bønner. Det var en forunderlig rejse. I stedet for en stakkels ekskommunikeret præst skulle man
have troet, at en eller anden af verdens store velgørere drog igennem Tyskland. Overalt blev han
modtaget med jubel; ikke alene de lavere folkeklasser, men munke og præster samledes om ham og

tilbragte ofte hele timer med teologiske undersøgelser eller med at lytte til hans ildfulde ord. I
Nürnberg kom tre Bøhmiske riddere til ham – Johan af Chlum, Wenzel af Duba og Henrik af
Lassenbach -- , der overbragte det kejserlige lejdebrev og havde det hverv fra kejseren at våge over
deres landsmands sikkerhed. Med disse ledsagere drog han ind i Konstanz den tredje November
1414. På samme tid nærmede Johan den treogtyvende sig staden fra den anden side og modtoges
alle vegne af folket med afsky.
I fire uger forblev Huss ufortrædiget og ventede roligt kejserens ankomst og kirkeforsamlingens
åbning. Men pave Johan havde besluttet at få sin fjende i sin magt, før hans verdslige beskytter
ankom. Huss blev kaldet for konsistoriet, og da han afslog at underkaste sig dettes kendelse på
grund af, at han havde appelleret til en kirkeforsamling, vovede paven et dristigt skridt. Han
berøvede Huss hans frihed og lod ham sætte i forvaring i det pavelige palads. Forgæves gjorde
Johan af Chlum indsigelser mod dette forræderi. Johan den treogtyvende erklærede (hvad der
muligvis også var tilfældet), at han var ganske i sine kardinalers magt; og Huss blev ved at være
fængslet. Et par dage efter blev han ført til et afskyeligt fangehul under Dominikanerklosteret ved
søbredden. Her angrede de forpestede dunster ham i høj grad, at det var sandsynligt, at døden snart
ville befri ham for hans fjenders ondskab; ikke engang hans flytning til luftigere værelser i det
samme kloster, hvilket hans fjender dog tillod, kunne i begyndelsen lindre hans lidelser. Og dog
svigtede hans håb og mod aldrig midt i hans truende stilling; herlige åbenbarelser viste sig for ham
gennem mørket. Hans tanker dvælede altid hos de trofaste, som han havde forladt i Prag, og ved den
gode gerning, som hans fjender stræbte at forhindre der. I et brev til Johan af Chlum skriver han:
´Forklar mig sidste nats drøm. Jeg så, at de i Bethlehem søgte at ødelægge alle Kristusbillederne.
Om morgenen, da jeg stod op, så jeg mange malere, der opfriskede dem med lysere og renere
farver. Jeg iagttog dem med glæde. Malerne udråbte i forening med folket: Lad nu biskopperne og
præsterne komme og prøve på at ødelægge disse billeder. Og her vågnede jeg midt i min glæde.
Sandelig, Gud giver sine tro tjenere særegne åbenbarelser i deres hårdeste nød.` Han fortalte
drømmen til sine venner. ´Jeg er ingen forfængelig drømmer,` sagde han; ´men jeg er overbevist
om, at Kristi billede aldrig skal udslettes. De ønsker at forstyrre det; men det skal afmales på ny i
bedre evangelielæreres hjerter, end jeg er. Og jeg skal, om jeg så må kalde det, opstå fra de døde og
rejse mig af graven og fryde mig i evig, usigelig glæde.` Disse næsten profetiske ord gik også i
opfyldelse. I 1523 siger pave Hadrian, Leo den tiendes efterfølger, i et brev henvendt til Rigsdagen i
Nürnberg: ´Kætterne Huss og Hieronymus er nu komne til live igen i Martin Luthers person.`
I April 1415 blev Huss flyttet til slottet Gottleben, og her måtte han foruden sine legemlige smerter
lide meget af sine vogteres råhed. Nat og dag var han i lænker og altid en genstand for alle de
smålige forfølgelser, som hans fjender kunne opfinde; men han bar alt tålmodigt. ´Nu lærer jeg for
første gang`, siger han, ´ret at forstå Salmerne og at bede, og nu kan jeg først ret forestille mig Kristi
og martyrernes lidelser.` Ligesom de gamle apostle, ´som Kristi bundne`, sendte han breve fulde af
råd og opmuntringer til sine disciple.
Den eneste tanke, der formåede at forurolige Huss` sind, var den, at hensigten med hans komme til
Konstanz syntes at have været forfejlet. Han kunne ikke komme til at udtale sig for
kirkeforsamlingen. Meget var foregået siden hans fængsling. Johan den treogtyvende var bleven
afsat af konciliet og til sidst fængslet i den samme borg, hvor Huss holdtes indesluttet, et bedre håbs
fange; og hvad der for Huss var langt vigtigere end hans fjenders fald, Hieronymus, der havde vovet
at følge sin ven, var bleven kastet i fængsel, hvorfra han først skulle gå ud for at lide martyrdøden.
Hans fordums venner Stefan Paless og Michael Causis, nu hans vigtigste anklagere, fremførte deres
beskyldninger mod ham for konciliet; men det blev ham kun tilladt at svare skriftligt eller for et

udvalg af hans fjender. Endelig fik han efter langvarige ansøgninger sit ønske opfyldt: Han skulle
stilles for den store forsamling og forsvare sin sag. Ingen advokat måtte understøtte ham; kun
ledsaget af de få trofaste venner blev han den femte Juni ført lænket ind i den høje forsamling.
Kejseren sad på sin trone; kardinaler, ærkebiskopper, biskopper og præster var ordnede om ham i
ærefrygtsbydende rækker; men den fattige præsts udtærede skikkelse stod i al troens og modets
majestæt lige over for dem alle. Tre gange blev han ført for konciliet, men han opnåede aldrig at
komme til at udtale sig frit og fuldt; undertiden afbrødes forhandlingerne ved udfordrende skrig og
forbandelser undertiden ved de snedigste fortolkninger. Man fordrede, at Huss skulle tilbagekalde
sætninger, som han aldrig havde lært, og andre, som han endnu erkendte for sande. Hans påstand, at
han var kirkens trofaste og sande søn, og at han aldrig havde lært noget, der stred mod den sunde
lære, hørtes med foragt; og den kendsgerning, at han havde appelleret fra alle jordiske dommere til
Kristus selv, blev fremført imod ham. ´Ved denne anklage`, sagde han, ´skuede jeg opad, og jeg
vedkendte mig den med glæde.´
Da det tredje forhør var til ende, talte mange af de højere gejstlige, ja kejseren selv, med Huss, idet
de bad ham tilbagekalde sine vildfarelser og overgive sig til konciliets nåde. Mange former af
tilbagekaldelsesdokumenter blev affattede og forelagte ham; men hans svar var roligt og frit for al
fanatisk heftighed. Han erkendte, hvor stærkt hans sjæl blev fristet, men på samme tid erklærede
han, at han ikke kunne tilbagekalde nogen af sine læresætninger. Han var ikke bleven overbevist om
sin vildfarelse af den hellige Skrift; og han ventede roligt Herrens dom. Som sidste udflugt
udkastede kejseren, der som mange andre virkelig ønskede at frelse Huss, et dokument, hvori han
blot skulle tilbagekalde de sætninger, som han erkendte for sine egne; men han forblev fast.
´Dersom nogen, ja selv den ringeste i forsamlingen,` sagde han, ´vil overbevise mig af den hellige
Skrift, vil jeg tilbagekalde; ellers kan jeg ikke.`
For sidste gang blev han ført for konciliet, der var forsamlet i Kathedralkirken, for at høre dommen
udtales over ham. Under messen forblev han som en kætter i forhallen, fordybet i inderlig bøn;
derpå blev han ført for sine dommere. Tredive sætninger, ligefrem uddragne af hans skrifter, blev
nu oplæste og fordømte. Blandt disse var der en, som han havde skrevet for at benægte
transsubstantiationen. Men med hensyn til denne vildfarende læresætning havde han aldrig set klart,
og han gjorde derfor indsigelser imod den anklage, der så uretfærdig var bleven bragt frem imod
ham. Imidlertid var hans bestræbelser for at forsvare sig i dette og andre punkter forgæves, og han
blev snart bragt til tavshed. Han bad da med følgende ord: ´O, Herre Jesus, det er dit Ord, som
fordømmes af denne forsamling; det er til dig, jeg råber – til dig, der mishandlet af dine fjender,
befalede dig i din Faders, den Retfærdige Dommers hånd. Du gjorde det, på det at vi, når vi vandrer
i dine fodspor, også skulle påkalde dig som en Fader, når vi lider uretfærdigt.` Han gjorde endnu et
forsøg på at retfærdiggøre sig, fordi han havde fortsat sin præstelige gerning efter sin
exkommunikation. I sin tale hentydede han til kejserens lejdebrev, der havde bragt ham til at give
sig i sine fjenders magt. ´Frivillig kom jeg herhen med kejserens lejde.` Idet han talte, vendte han
sig om og så stift på Sigismund, en dyb rødme gik over kejserens ansigt. Man befalede nu Huss at
knæle, medens dommen oplæstes, ifølge hvilken konciliet først fordømte Johan Huss` skrifter og
derefter hans person til bålet. Han stod derpå op og bad en inderlig bøn for sine fjender, medens
biskopperne beredte sig til at berøve ham hans hellige embede. Han blev iført sin fulde præstelige
dragt og med kalken i hånden ført til højalteret som for at holde messe. Da de iførte ham
messeskjorten, sagde han: ´De kastede et hvidt klæde om vor Herre og Frelser for at bespotte ham,
da Herodes sendte ham til Pilatus.` Et for et rev de de hellige klædningsstykker af ham, idet de over
hvert udtalte en forbandelse. Tonsuren blev afraget, og en papisthue overmalet med djævle sat på

hans hoved. ´Vi indvier din sjæl,` udråbte de, ´til djævlene i helvede`. ´Og jeg`, svarede han,
´anbefaler min sjæl til den albarmhjertige Herre Jesus Kristus.`
Derefter overgav romerkirken kætteren til den verdslige magt. Han blev ført bort til bålet; undervejs
standsede hans bevogtere, da de gik forbi det ærkebiskoppelige palads, for at han kunne se
flammerne, der fortærede hans bøger. Med et roligt smil så han opad og gik videre. Han forsøgte
flere gange at tale til folket på tysk, men forgæves; man hørte ham ofte gentage disse ord: ´I dine
hænder, Herre Jesus, befaler jeg min ånd.` Da de nåede retterstedet, knælede han en stund i
brændende bøn; og da man nødte ham til at stå op, udråbte han: ´Herre Jesus Kristus, stå mig bi, at
jeg med din hjælp må være i stand til med en stærk og standhaftig sjæl at lide denne smertefulde
død for dit hellige Evangelium.` Da han var bunden til pælen, sagde han: ´Jeg bærer villigt og gerne
disse bånd for Kristus, der bar endnu hårdere bånd.` Før der tændtes ild i brændestabelen, indtrådte
der en højtidelig stilhed. Kurfyrsten red hen til bålet og bad ham for sidste gang om at tilbagekalde;
men han sagde: ´Hvilke vildfarelser skulle jeg tilbagekalde, når jeg ikke ved af nogen? Thi jeg ved,
at hvad der er blevet falskelig fremført imod mig, har jeg aldrig tænkt; men det fornemste mål for
min prædiken var at lære menneskene omvendelse og syndernes forladelse i overensstemmelse med
Jesu Kristi sandhed og de hellige fædres fortolkninger; derfor er jeg beredt til at dø med en glad
sjæl.` Ilden blev antændt. Huss begyndte at synge med høj røst: ´Jesus, du den levende Guds Søn,
hav barmhjertighed med mig!` Da han for tredje gang begyndte disse ord, kvaltes hans stemme ved
de frembrydende flammer; men de, som stod rundt om ham, bemærkede, at hans læber endnu
bevægede sig, som i bøn. Endnu nogle øjeblikke, og ildprøven var til ende, martyrens ånd var gået
ind til sin Herres glæde. ´Vær tro indtil døden, og jeg vil give dig livsens krone.`
Da flammerne havde gjort deres gerning, blev hans aske samlet og kastet i Rhinen, for at der ikke
skulle blive nogen relikvie af ham. Men denne usle forsigtighedsregel slog aldeles fejl: Hans
disciple opgravede jorden på det sted, hvor han havde lidt martyrdøden, og vædede den med de
samme kærlighedens og sorgens tårer, der ellers ville have helliget hans grav.
__________________
Fra hæftet ´Johan Huss`
Afskrevet og omdannet fra ´krøllede bogstaver` af Gert Gravgaard
Udgivet af foreningen til gudelige småskrifters udbredelse
København 1888.

Fra: Nyt-i-natten.